Størstedelen af vinmarkerne i Languedoc ligger på de flade, frugtbare sletter tæt ved kysten og anvendes især til produktion af Vin de Table og Vin de Pays, som Languedoc er Frankrigs storleverandør af. De bedste marker med AOC-status ligger som regel længere inde i landet på de nederste skråninger i udløberne af Cevennerne, hvor jorden er mere fattig og dræningen bedre.
Coteaux du Languedoc er den mest udstrakte appellation i Languedoc-Roussillon. Den dækker ikke et sammenhængende område, men består af en række spredte vinmarker, der strækker sig over alle tre departementer Gard, Hérault og Aude, fra lidt vest for Nîmes og helt ned til syd for Narbonne.
I de røde og rosé vine skal Grenache, Syrah og Mourvèdre udgøre minimum 50%, suppleret af Cinsault, Counoise og Carignan. Hvidvinene må fremstilles på 11 forskellige druesorter, hvoraf Grenache Blanc, Clairette, Bourboulenc, Roussanne, Marsanne og Vermentino er de mest anvendte.
Tolv underområder, såkaldte »terroirs«, har ret til at nævne deres navn på etiketten i forlængelse af Coteaux du Languedoc appellationen: Pic Saint-Loup, Montpeyroux, La Clape, La Méjanelle, Picpoul de Pinet, Saint-Drézéry, Cabrières, Coteaux de Vérargues, Quatorze, Saint-Christol, Saint-Georges d'Orques og Saint-Saturnin. Heraf er de tre første klart de mest interessante.
Produktionen fra de 12 underzoner udgør mere end 60% af den samlede produktion i AOC Coteaux du Languedoc. De er alle tidligere VDQS-områder, hvis afgrænsning ofte er af mere historisk eller lokalpolitisk karakter end baseret på forhold af betydning for vinenes egenskaber. I enkelte tilfælde har områderne dog så særprægede forhold i for eksempel terroir, druesorter eller regler, at det retfærdiggør en underinddeling.
Pic Saint-Loup, der har taget navn efter den imponerende kalkklippe 35 km nord for Montpellier, er det mest interessante underområde og står fortjent på spring til at opnå selvstændig appellation.
Montpeyroux, 35 km vest for Montpellier, er næstefter Pic Saint-Loup det mest interessante terroir. Vinmarkerne er blandt de højest beliggende i Languedoc, på grænsen af vegetationen, hvor bjergenes indflydelse resulterer i meget lidt regn og et lavt udbytte.
La Clape, sydøst for Narbonne, er et af de mest særprægede steder i Languedoc. Området domineres af en isoleret kalkstensklippe, der står som en strandet ø, hvor floden Aude har sit udløb i Middelhavet. Det er et af de mest solbeskinnede og tørre steder i Frankrig, men klimaet er samtidig kraftigt influeret af de kølige havvinde. La Clape er bedst kendt for sine mineralske, havduftende hvidvine, domineret af Bourboulenc. I stigende grad lægger området også navn til fremragende Syrah-baserede rødvine, især fra de aktuelle topproducenter Château de la Négly og Château de Capitoul, men også fra ældre velrenommerede slotte som Rouquette sur Mer, Pech-Redon og Pech-Celeyran.
Det lille underområde La Méjanelle beliggende i den østlige udkant af Montpellier er også værd at beskæftige sig med. Terroir'et minder med sine store rullesten om Châteauneuf-du-Pape, men er kraftigt influeret af Middelhavets nærhed. Domaine Pierre Clavel er den eneste rigtige topproducent, men naboen Château de Flaugergues laver også hæderlige vine.
Endelig er der Picpoul de Pinet, beliggende umiddelbart nordvest for østersparadiset Bassin de Thau. Vinene adskiller sig ved udelukkende at være hvide, fremstillet på druen Picpoul Blanc. De er ret anonyme, friske og syrerige og smager bedst til østers på en uprætentiøs havnerestaurant i Sète. Produktionen domineres helt af det lokale kooperativ.
Med undtagelse af det mindste underområde i Coteaux du Languedoc, Saint-Drézéry, hvor mønsterejendommen Château Puech-Haut fremstiller flotte vine, er de øvrige terroirs foreløbig af mindre interesse. Flere større og mindre områder i Coteaux du Languedoc er ved at blive defineret, og nye stednavne som Grès de Montpellier og Terrasses de Béziers vil snart dukke op på etiketterne. Nogle producenter anvender dem allerede, selvom det ikke er helt i overensstemmelse med lovgivningen.
Blandt de topproducenter, der kun har ret til AOC Coteaux du Languedoc, er: Domaine Peyre Rose, Mas Jullien, Prieuré de Saint-Jean de Bébian og Domaine du Silène des Peyrals. Andre gode vine kommer fra Mas des Chimères, Mas Cal Demoura, Domaine les Aurelles, Domaine Lacroix-Vanel, Domaine Saint-Martin de la Garrigue, Domaine de Belles Eaux, Domaine Deshenrys, Domaine de Puech Chaud, Château Roumanières og Château Jonquières.
Faugères, godt 25 km nord for Béziers, hører til de mindre, men uden tvivl potentielt bedste, appellationer i Languedoc. De ofte stejle vinmarker er tilplantet langs skråningerne af Cevennernes udløbere i op til 250-300 meters højde, og som noget enestående er jordbunden meget homogen og består næsten udelukkende af skiffer.
Kun ganske få af producenterne i Faugères har dog indtil videre formået at indfri områdets potentialet, og kvaliteten er stadig meget vekslende med stor afstand mellem de bedste og dårligste vine.
En af forklaringerne er områdets relative sene satsning på kvalitet. I 1970erne dominerede Carignan med 90% i markerne, men er gennem en koncentreret indsats nu reduceret til en tredjedel og må højest indgå med 40% i vinene. Som noget unikt er Mourvèdre gjort obligatorisk og skal sammen med Grenache, Lladouner Pelut og Syrah udgøre minimum 40%, mens Cinsault er begrænset til max. 30%. Vinenes stil veksler lige så meget som kvaliteten og dækker hele spektret fra det ultratraditionelle og rustikke til moderne, vellavede og elegante Syrah-vine lagret i nye egetræsfade.
De sjældne, men ofte særdeles gode hvidvine, fremstilles overvejende på Marsanne, Roussanne og den uautoriserede Viognier. Foreløbig har de kun ret til AOC Coteaux du Languedoc, men en appellation for hvid Faugères er i støbeskeen.
De tre topproducenter i Faugères er Château des Estanilles, Domaine Alquier og Léon Barral. Områdets få andre gode vine kommer fra Domaine Saint-Antonin, Château Chenaie, Château de la Liquière og Abbaye Sylva Plana.
I Saint-Chinian møder man et af de smukkeste og mest vilde landskaber i Languedoc. Området ligger klemt inde mellem Minervois mod vest og Faugères i øst og gennemskæres af floderne Vernazobres og Orb.
Klimatisk og især geologisk kan distriktet opdeles i to meget forskellige zoner. Nord for Vernazobres vokser vinstokkene i omkring 200 meters højde i en fattig, skiferholdig jordbund, mens det lavere liggende område syd for floden primært består af ler og kalk.
Vinene fra de to zoner adskiller sig ofte så markant fra hinanden, at de i princippet ikke burde høre under samme appellation. Generelt frembringer den nordlige, skiferholdige del lette, frugtige og hurtigt drikkemodne vine. I syd giver den ler/kalkholdige jordbund kraftige, tanninrige og strammere strukturerede vine, der ofte har mere karakter og kan vinde ved flere års lagring.
Både rødvin og rosé skal indeholde minimum 60% Syrah, Mourvèdre, Grenache og Lladoner Pelut, der kan spædes op med Carignan (max. 40%) og Cinsault (max. 30%).
Rosévinene er ofte glimrende, hvorimod kvaliteten af hvidvinene, der ligesom i Faugères foreløbig kun har ret til AOC Coteaux du Languedoc, er mindre overbevisende end i nabodistriktet. Også i Saint-Chinian arbejdes der på at inkludere dem i appellationen, ligesom man er ved at definere en række mere specifikke underzoner, der tager mere hensyn til terroir og druesammensætning.
Med få undtagelser befinder de bedste producenter dig i den sydlige, ler/kalkholdige del af Saint-Chinian. To af dem, G. Moulinier og Mas Champart, laver kraftfulde vin i særklasse, men der er mange andre gode producenter, blandt andet Canet-Valette, Clos Bagatelle, Cazal-Viel, la Dournie, Borie La Vitarèle, Viranel, des Jougla, Sacré-Coeur og det stadig bedre kooperativ i Roquebrun.
Den mindste, men uden sammenligning mindst veldefinerede appellation i hele Languedoc-Roussillon. Området ligger umiddelbart nordøst for Pézenas, omkring 30 kilometer fra Middelhavet.
Produktionen består udelukkende af hvidvin i et hav af forskellige stilarter, hvis eneste fællestræk er, at de fremstilles på den lidet interessante Clairette-drue.
De kan både være tørre og neutrale i den teknologiske, koldgærede stil, der skal drikkes helt ung, eller ambitiøse fadgærede og -lagrede vine. Der laves også mere eller mindre søde vine fra senthøstede druer, og nogle producenter fremstiller endda stadig den traditionelle oxiderede Rancio-stil med begrænset appeal til nutidens forbrugere. De bedste tørre vine har som unge ofte en aroma i retning af eksotiske frugter som mango og passionsfrugt, men bliver mere mineralske og nøddeagtige med lidt lagring.
Selvom de fleste Clairette du Languedoc ikke er særlig spændende, rummer appellationen et potentiale på grund af de mange, meget gamle vinstokke, der i nogle tilfælde er over 100 år gamle. Produktionen er dog kraftigt faldende, og langt de fleste vine drikkes lokalt.
Produktionen af Clairette du Languedoc domineres af kooperativer, og den eneste kvalitetsorienterede selvstændige producent er Château La Condamine Bertrand.
Minervois er et af de områder i Languedoc-Roussillon, der har gennemgået de mest bemærkelsesværdige forbedringer og muligvis besidder det største potentiale.
Produktionszonen strækker sig fra Saint-Chinian i nordøst til den imponerende fæstningsby Carcassonne i sydvest. Mod nord afgrænses området af Montagne Noire og mod syd af floden Aude.
Indenfor området varierer klimaet og jordbundsforholdene betragteligt, ligesom der findes vinmarker i lige fra 50-400 meters højde. Man har derfor inddelt Minervois i fem underområder, hvoraf La Livinière i den centrale del var det første, der i 1999 fik officiel status af Villages-appellation efter samme princip som i det sydlige Rhône.
De blot 163 hektar med vinmarker i La Livinière ligger på sydvendte kalkskråninger i læ for vinden fra nord. La Livinière har strengere krav til udbyttet, der maksimalt må være 45 hl/ha og i praksis ligger helt nede på 37 hl/ha. Vinene skal desuden lagre 12 måneder og gennem tre smagstests, før de får ret til at bære La Livinière navnet og den officielle sorte flaskekapsel med en tegning af det lokale klokketårn. Vinene fra La Livinière er udelukkende røde og skal indeholde min. 40% Syrah og Mourvèdre - ellers er reglerne for druesammensætningen identisk med det øvrige Minervois.
Til rød og rosé må anvendes ni forskellige druesorter, hvoraf Grenache, Syrah, Lladouner Pelut og Mourvèdre skal udgøre min. 60%. De sjældne hvidvine fremstilles især på Marsanne, Roussanne, Maccabeu, Bourboulenc, Grenache Blanc og Vermentino.
Minervois har desuden en lille, specialiseret produktion af søde Botrytis-vine under navnet Minervois Nobles. Inden længe vil de få en selvstændig appellation, der erstatter den mindre mundrette betegnelse »Moût de Raisins Partiellement Fermenté issu de Raisins Passerillés«, som vinene indtil videre må nøjes med at blive solgt under.
De fleste af topproducenterne i Minervois har hjemme i La Livinière. De bedste er: Domaine Borie de Maurel, Domaine des Aires Hautes og Domaine La Combe Blanche skarpt forfulgt af Clos Centeilles, Domaine Piccinini og Château Gourgazaud. Blandt gode producenter i andre dele af Minervois kan nævnes Château Coupe Roses, Domaine Pierre Cros, Château d'Oupia, Château Fabas, Domaine de la Tour Boisée, Château Bonhomme og Château Plo du Roy.
Corbières er den største AOC i Languedoc og Frankrigs fjerdestørste. Det enorme område strækker sig fra Middelhavet og næsten helt til Carcassonne i nordvest. Mod vest og syd afgrænses området af henholdsvis Pyrenæerne og Corbières-bjergene.
Det er et øde, vildt og tyndt befolket område med et meget afvekslende, kuperet terræn og enorme forskelle i klima og terroir. Tæt ved kysten, hvor der er meget varmt og tørt, ligger markerne i lav højde, mens vinstokkene længere inde i landet kryber længere og længere op ad de golde bjergskråninger, hvor de køles af højden og længst mod vest af Atlanterhavets indflydelse.
De sidste 10 år har man arbejdet på at definere 11 geografiske underzoner, der tager hensyn til de store forskelle og blandt andet gennem lokale regler tilpasser anvendelsen af druesorter til terroir'et. Meningen er, at underområderne med tiden skal blive selvstændige Villages og hæfte deres navn på AOC Corbières. Foreløbig er Boutenac, Durban, Lagrasse og Sigean længst fremme i processen, men endnu er ingen officielt anerkendte, selvom nogle producenter alligevel anfører lokalnavnet på etiketterne.
I forhold til naboen mod nord, Minervois, lægger Corbières betydelig mere vægt på Carignan-druen, der er appellationens store debatemne. Før i tiden indgik den med omkring 90% i vinene, og mange producenter betragter stadig Carignan som grundelementet i Corbières. I dag dækker den over halvdelen af det tilplantede areal, ofte med meget gamle vinstokke. I vinene er Carignan begrænset til 50-70%, afhængig af den anvendte mængde Syrah, mens Grenache Noir mindst skal udgøre 30%.
Til hvidvinene, der er af stadig stigende kvalitet, kan anvendes op til 10 forskellige druesorter. Bourboulenc, Grenache Blanc og Maccabeu skal udgøre mindst halvdelen, på trods af at de bedste udgaver som regel også indeholder Marsanne, Roussanne og Vermentino.
Vinene fra Corbières varierer enormt i både stil og kvalitet. De mest elegante kommer fra den helt nordlige del og kan minde om Minervois, mens de længere mod syd ofte er mere rustikke. Andelen af deciderede store vine er uhyre begrænset, men der er mange charmerende, karakterfulde hverdagsvine, og det er uden tvivl i Corbières, at man finder de bedste køb i Languedoc.
Områdets næsten 50 kooperativer - deriblandt enkelte meget seriøse - dominerer helt produktionen af Corbières, og der er kun få topproducenter, områdets størrelse taget i betragtning. De bedste vine kommer fra Château Mansenoble, Domaine du Grand Crès, Château Grand Moulin, Château Haut-Gléon og Château Voulte-Gasparet. Andre gode producenter er: Château Étang des Colombes, Château Pech-Latt, Château la Baronne, Château de Luc og Château Fabre Gasparets.
Fitou er den ældste AOC for rødvin i Languedoc-Roussillon og var indtil 1982 også den eneste. Paradoksalt nok er det også den appellation, der har stået mest stille og i dag halter voldsomt efter de fleste andre områder i Languedoc-Roussillon.
Appellationen grænser op til Corbières, der deler Fitou midt over i to meget forskellige områder. Fitou Maritime er den mindste zone, beliggende ude ved kysten på den ler/kalkholdige slette omkring selve byen Fitou, hvor klimaet er mildt og influereret af havets fugtighed. Herfra kommer distriktets mere lette og bløde vine. Den bjergrige og tørre indre del, Fitou Montagneux, adskiller sig ikke fra det sydlige Corbières. Her dyrkes druerne på Pyrenæernes nederste, veldrænede og overvejende skiferholdig skråninger, hvor de opnår større modenhed og resulterer i mere kraftige, kødfulde vine.
Når de to områder alligevel er defineret som én appellation, er det fordi Fitou traditionelt har været domineret af store kooperativer, der blander vinene fra de to områder, og - som så ofte i Languedoc-Roussillon - på grund af lokalpolitiske interesser.
Fitou-vinene er udelukkende røde. Som et kuriosum er der et minimumskrav på 30% til indholdet af den forkætrede Carignan. Officielt er det for at bevare vinenes typicitet - i realiteten skyldes det snarere, at der stadig findes utrolig meget Carignan i Fitou, og langt de fleste vine opfylder mere end rigeligt kravet. Druen må dog max. udgøre 60-70%, afhængig af om der anvendes Syrah og Mourvèdre - to sorter, Fitou nu endelig satser mere på. Noget andet unikt for Fitou er, at vinene obligatorisk skal lagres 9 måneder på fad, før de sendes på markedet.
De traditionelle udgaver af Fitou hører til de mest rustikke i hele Languedoc-Roussillon, men koster underligt nok ofte mere end tilsvarende vine fra Corbières. Til prisen er de dog langt at foretrække fremfor den nye bølge af moderne Fitou, der ofte er overekstraherede, alt for fadprægede og urealistisk dyre. De bedste udgaver falder midt imellem og fremstilles ofte med macération carbonique, der gør det muligt at udtrække essensen af de gamle Carignan-stokke uden at få druens harske tanniner med i købet.
Kooperativerne har endnu større betydning end i Corbières, selvom der kun er godt en håndfuld. Det største, Les Producteurs du Mont Tauch, producerer over halvdelen af al Fitou, primært en strøm af ligegyldige vine, men sporadisk også mere ambitiøse cuvée'er. Det er meget småt med gode selvstændige producenter, og bedste bud er traditionalisten Château des Nouvelles eller de vellavede vine fra Domaine Lerys. Andre interessante navne er Château de la Grange, Domaine Gautier og Domaine Roland.
Et spændende område omkring Aude-floden i den sydvestlige del af Languedoc, 25 kilometer syd for Carcassonne.
Vinmarkerne er de højest beliggende i hele Languedoc-Roussillon og når ofte helt op i 450 meters højde. De kølige temperaturer og den kalkholdige undergrund har dannet basis for en lang tradition for fremstilling af mousserende vin. Faktisk hævder vinbønderne i Limoux selv, at det var en Benediktiner-munk, der i 1531 opdagede omdannelsen af stille vin til mousserende længe før Dom Pérignon begyndte sine eksperimenter i Champagne.
Der eksisterer hele fire appellationer i Limoux, hvoraf de tre omfatter mousserende vin. Blanquette Méthode Ancestrale er den oprindelige type, fremstillet udelukkende af områdets traditionelle drue, Mauzac, der lokalt kaldes Blanquette. Metoder. Den endnu ikke færdiggærede basisvin tappes på flasker, inden indholdet af alkohol har nået 7% og fortsætter gæringen på flaske. Moussen opnås derved helt naturligt, uden tilsætning af »liqueur de tirage« (opløsning af sukker og gær). Vinene har Mauzac-druens typiske smag af nedfaldne æbler, er alkoholsvage og perlende med en let sødme, der skyldes restsukker og ikke tilsætning af liqueur d'expedition, som ikke er tilladt. Flaskerne udsættes normalt slet ikke for dégorgement og kan derfor have lidt bundfald af gærrester i flasken.
De to andre typer fremstilles begge efter Champagne-metoden. Blanquette de Limoux skal indeholde minimum 90% Mauzac, mens Chenin Blanc og Chardonnay kan anvendes til resten. Vinene skal flaskelagre 9 måneder med bundfaldet inden dégorgement. Crémant de Limoux er af langt nyere dato og skal opfattes som et højere kvalitetsniveau med et øget krav til flaskelagring på 12 måneder. Reglerne for druesammensætningen er minimum 60% Mauzac og højest 20% af hver af Chardonnay og Chenin Blanc.
Limoux' fjerde appellation omfatter tørre hvidvine fremstillet primært på Chardonnay, dog med minimum 15% Mauzac og eventuelt Chenin Blanc. Kravene til vinene er meget restriktive, blandt andet må druerne ikke høstes med maskine, og det er obligatorisk at gære og lagre vinene i egetræsfade. Hvid Limoux har på ganske kort tid opnået stor succes. Ofte er de lidt for præget af ny eg, men området har uden tvivl potentialet til at frembringe Chardonnay-vine, der i balance og kompleksitet vil kunne måle sig med god Bourgogne.
Og når Chardonnay giver så gode resultater i Limoux' kølige klima og kalkholdige jord, hvorfor så ikke også den røde Bourgognedrue, Pinot Noir? Selvom vinstokkene er unge, har forsøg med druen indtil videre været lovende, og skitserne til en AOC for rød Limoux, baseret på Pinot Noir, er på tegnebordet.
De bedste Limoux-vine kommer fra Domaine de l'Aigle, der for nylig er blevet købt af négociant-firmaet Antonin Rodet fra Bourgogne. Områdets store kooperativ, Les Caves du Sieur d'Arques, der er et af Frankrigs allerbedste, fremstiller også glimrende vine, især i serien »Toques et Clochers«.
Den senest tilkomne af appellationerne i Languedoc-Roussillon, beliggende som vestlig nabo til Minervois umiddelbart nord for Carcassonne.
Vinstokkene vokser primært på sydvendte skråninger i 100-350 meters højde langs udløberne af Montagne Noire og nyder godt af både østen- og vestenvind, der bringer varme fra Middelhavet og mildhed fra Atlanten.
Druesorterne er også inspireret af de to sider. Kravene til vinenes druesammensætning lyder på minimum 40% af Bordeaux-sorterne Merlot, Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc og mindst 40% af Middelhavsdruerne Syrah og Grenache. Resten skal bestå af Cot (Malbec), Fer Servadou, Cinsault og Carignan.
Cabardès kombinerer finessen og strengheden fra Bordeaux-vinene med styrken, fylden og blødheden i vinene fra Middelhavet - i hvert fald teoretisk. Indtil videre lykkes det kun sjældent i praksis. Ofte er vinene middelfyldige, frugtige og ukomplicerede, men med en hård, stram struktur, der gør dem lidt charmeforladte og utilgængelige.
Med den nylige forfremmelse til AOC opnår producenterne højere priser for deres vin og får dermed råd til investeringer i kældrene, hvilket uden tvivl vil hæve kvaliteten. Potentialet og originaliteten er i hvert fald tilstede.
Foreløbig er der ingen i Cabardès, der når nær samme niveau som topproducenterne i de øvrige vinområder. De bedste vine kommer fra Château de Pennautier og Château Ventenac.
Det vestligste vinområde i Languedoc-Roussillon, beliggende sydvest for Carcassonne og Cabardès, som Malepère har meget tilfælles med.
Også her er indflydelsen fra både Middelhavet og Atlanterhavet mærkbar, både hvad angår klima og druesorter. Beliggenheden længere mod vest gør Malepère til et køligere og fugtigere område, og derfor er vægten i endnu højere grad lagt på Bordeauxdruerne, samtidig med at Carignan slet ikke er tilladt i vinene.
Merlot er den primære sort og blandes især med Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc. Til rødvinene anvendes desuden i mindre udstrækning Cot, Grenache Noir, Cinsault, Syrah og Lladoner Pelut. Rosé fremstilles udelukkende på Cinsault, Grenache Noir, Cabernet Franc og Cot.
Det kan være svære at få øje på de store stilmæssige variationer mellem vinene fra Cabardès og Côtes de Malepère. Indtil videre synes forskellen mere at ligge i kvaliteten, hvor sidstnævnte halter efter og mangler noget for at gøre sig fortjent til AOC-niveau.
Côtes de la Malepère adskiller sig mest ved at være helt domineret af store kooperativer, hvoraf Cave du Razès står for langt over halvdelen af produktionen. Blandt de få private ejendomme er der endnu ingen, der skiller sig positivt ud.
Området er karakteriseret ved store højdeforskelle og variationer i jordbundsforhold. Det gennemskæres af tre floder, Agly, Têt og Tech, der gennem tiden har formet dale og skråninger og blottet adskillige former for terroir, blandt andet ler/kalk, skiffer, granit, grus, sand og gnejs. Geologisk set er Roussillon, sammen med Alsace, uden tvivl det mest komplekse vinområde i Frankrig.
Roussillon har det varmeste klima på det franske fastland med masser af sol, milde vintre og varme somre. Hovedstaden, Perpignan, er den tørreste by i Frankrig med kun 350 mm årlig nedbør, men nedbørsmængden varierer fra 400 mm helt ude ved havet til 1.200 inde i bjergene. Regnen kommer ofte om efteråret i form af voldsomme uvejr, og derfor varierer årgangene i Roussillon langt mere, end man umiddelbart skulle tro. En række kraftige vinde fra havet og bjergene blæser i gennemsnit hver tredje dag og kan bringe enten nødvendig fugtighed i tørkeperioder eller tørre druerne, hvis det lige har regnet.
De klimatiske forhold har traditionelt gjort Roussillon til en vigtig producent af hedvin gennem otte århundreder. Først i løbet af de sidste 30 år er produktionen gået i retning af bordvin takket være indførelse af temperaturkontrol i gæringskældrene, der kun sjældent ligger under jorden. Udviklingen er imidlertid gået stærkt, og selvom Roussillon stadig fremstiller 85% af al fransk Vin Doux Naturel, blev mængden sidste år for første gang overgået af produktionen af bordvin.
Vinområderne i Roussillon er lette at overskue. For bordvinene eksisterer der kun tre appellationer: Côtes du Roussillon, Côtes du Roussillon-Villages og Collioure, hvortil kommer seks appellationer for Vin Doux Naturel. Tilsammen dækker AOC-vinene et areal på 24.500 hektar, svarende til 70% af det samlede tilplantede areal.
Den mindst prestigeøse appellation i Roussillon, der især omfatter vinene fra den sydlige del af området.
I de hvide vine skal mindst halvdelen af druerne bestå af Roussanne, Marsanne, Vermentino og Grenache Blanc. De fleste er ret anonyme, alkoholrige og syrefattige, men der fremstilles et stigende antal ambitiøse hvidvine, gæret eller lagret i egetræsfade. Næsten alle de bedste hvidvine fra Roussillon sælges imidlertid som Vin de Pays, fordi de ikke opfylder kravene til druesammensætningen.
AOC Côtes du Roussillon-Villages omfatter teoretisk set områdets bedste vine fra 32 kommuner i den nordligste tredjedel del af Roussillon.
Appellationen gælder udelukkende rødvin på samme druesorter som AOC Côtes du Roussillon, men med strengere krav til udbytte og alkoholstyrke. Fire kommuner har ret til at hæfte deres navn på appellationen: Caramany, Latour-de-France, Lesquerde og Tautavel, hver især med individuelle krav til vinifikation, lagring og druesammensætning, der generelt skal indeholde mere Syrah og Mourvèdre.
Udenfor de navngivne Villages er der paradoksalt nok flere gode producenter, deriblandt nogle af Roussillons absolutte topnavne som Domaine Gauby, Clos des Fées og Força Réal. Andre gode Villages-producenter, der heller ikke befinder sig i en af de fire kommuner, er: Domaine Cazes, Domaine Piquemal, Domaine des Schistes, Château de Caladroy, Domaine Mas Camo og Domaine du Moulin.
Den lille, hyggelige fiskerby Collioure har lagt navn til de tørre vine fra samme område som Banyuls - de imponerende, stejle, skifferholdige skråninger, der strækker sig langs Côte Vermeille og ned til den spanske grænse.
Både rød og rosé Collioure skal indeholde minimum 60% Grenache Noir, Syrah og Mourvèdre, eventuelt suppleret af Carignan og Cinsault samt - for rosévinenes vedkommende - op til 30% Grenache Gris.
Rødvinene er mørke, kraftige og tanninrige og kræver ofte flere års lagring, før de er drikkemodne. I forhold til de øvrige Roussillon-vine har Collioure sin helt egen personlighed med en karakteristisk krydret aroma af overmoden frugt. Desværre er der mange skuffelser imellem - især til prisen, der nærmer sig betænkeligt de 100 kroner for selv de mindre vine. Og det er de kun sjældent værd.
Vinbladet | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
André Dewald