
Juni 2003
Den demokratiske smag
- fra stjerner til point
Lørdag den 8. marts havde norsk TV2 et indslag om vinjournalister i forbindelse med nyhedsudslippet på monopolet. I Norge sendes de nye vine på gaden en gang om måneden, og alle journalisterne bedømmer derfor de samme vine på samme tidspunkt. Det giver mulighed for at sammenligne smagsbedømmelserne, og det var netop hvad TV2 gjorde. Der var store forskelle i bedømmelserne af samme vin, og flere af journalisterne blev beskrevet som »glade amatører, der havde helt andre job til daglig«, skriver Arne Ronold, Master of Wine og redaktør for Norges anerkendte tidsskrift: Vinforum.
Konklusionen var: »Hvorfor følge vinskribenternes råd, når vurderingerne alligevel er så forskellige? Så hellere følge sin egen smag.«
Smag kan som sagt diskuteres, men man kan aldrig få ret - smagen er meget demokratisk. Det at smage og lugte, at kunne sanse, er en medfødt evne, mens den personlige smag er et produkt af ens kulturarv, ens opvækst i barndomshjemmet og senere forløb i livet. Smagen ændrer sig, heldigvis, over en lang eller kort periode. Alle kender fornemmelsen af at have fået smag for et sted, at have rejst i udlandet, spist den lokale mad og drukket vinene og via indtrykkene fra rejsen blive mættet, have fået en ny forståelse og oplevelse af en kategori af vin, som man ellers ikke kunne lide. Bliver man længe nok på stedet, bliver smagen mere differentieret, nu taler man pludselig om vine fra et område, om nogle vine, der er bedre end andre.
Netop her kommer vinskribenten ind, fordi han eller hun smager og rejser så meget og derfor har en anden forståelse for vinen. De vinskribenter, der smager nok, og som har evnen til at sætte sig ud over deres egen personlige smag, kan videregive deres erfaring, deres kundskab til forbrugeren. Det mener jeg, at Vinbladet har. Vores vinskribenter er hver især specialiseret indenfor et bestemt område, som de kender indgående. Ved at tage udgangspunkt i et distrikt, i meso- og mikroklima, druesort, vinfremstilling og årgang, har man en hel anden forudsætning for at kunne bedømme. På samme måde som inden for musik, hvor musikkenderen har hørt en bestemt symfoni fra en komponist i mange forskellige udførelser og derfor har et helt andet grundlag for at vurdere en given koncert.
Vinbladet var et af de første medier i Danmark, der til vinanmeldelser brugte det stjernesystem, der i dag figurerer i alle landets aviser. Systemet, føler vi, er blevet noget udvandet, fordi kriterierne for stjernerne ikke er de samme. Nogle bruger dem udelukkende i forhold til vinens kvalitet, andre - de fleste - til bedømmelse af forholdet pris/kvalitet.
Vi kunne gå tilbage til 20-pointskalaen, men har - i erkendelse af 100-pointskalaens udbredelse i de fleste større internationale specialmagasiner - valgt det sidste. Det giver både nationalt, og ikke mindst internationalt, et større sammenligningsgrundlag for vores vurderinger.
I artiklerne vil vi kun bruge 100-point-skalaen, mens der under »Set og Smagt« desuden vil blive tildelt fem stjerner til de »Fremragende køb« og fire stjerner for et »Godt køb«, stjernesystemet overgår hermed til pris/kvalitet kriteriet, let og overskueligt for forbrugeren.
Lungeinfektionen SARS er blevet beskrevet som en demokratisk sygdom, fordi den rammer fattig som rig, og netop på grund af det sidste har den fået en endnu større opmærksomhed. Smagen er som sagt også demokratisk, nogle har en dyr smag, andre en mere billig - om den er god eller dårlig, kan derimod altid diskuteres. Det er det, vi prøver i Vinbladet - at informere, at argumentere - vi smager på det hele. Somme tider rammer vi helt rigtigt, rammer en smag, der præcis passer med din, andre gange lykkes det os at overbevise dig om at prøve noget nyt. Det er netop vores mål, at fastholde og flytte os selv og dig.
Rigtig god sommer.
Peter Winding
Tidligere ledere i Vinbladet:
Februar 03 | April 03
Februar 02 | April 02 | Juni 02 | Oktober 02 | December 02
Tilbage til forsiden
Vinbladet
Vandværksvej 11,
Postboks 75
5690 Tommerup
Tel.: +45 6475 2284
Fax: +45 6475 2844
e-mail: vinbladet@vinbladet.dk
Copyright © 2005, Vinbladet,
All rights reserved.
|