Oktober 2003
I et mindre telt arbejdede kokkene på højtryk samtidig med at tjenerne nu stod parat til at servere den første ret. De mange flasker, se illustration, med årgange helt ned til 1953 var blevet åbnet og stod nu inde på slottet og ventede på at vise deres pomp og pragt.
Det var varmt, kvælende varmt, ikke en vind rørte sig. Himlen var ved at skifte karakter, fra dyb blå til kulsort, og det var ikke skumringen. Ved det første lille vindpust blev gæsterne kaldt ind, festen kunne begynde. De første regndråber faldt og to minutter efter stod alting i ét. Endnu et par meget kraftige vindstød fik teltet til at svaje, en nervøs latter spredte sig, men blev afbrudt af et vindstød der trykkede ruderne ind og væltede borde og stole. Nogle heroiske smokingklædte mænd forsøgte at modstå presset, at rede teltet, men forgæves, på alle sprog blev der nu råbt ud - ud.
Fem minutter senere stod alle gæsterne gennemblødte og lettere chokerede inde på slottet, i hallen, i biblioteket, spise - og dagligstuen. De vine, der skulle have udfyldt et rum med den smukkeste duft, var nu afløst af lugten af klam, våd hund. Tjenerne græd, kokken græd, hans telt var jævnet med jorden, og værten Comte Léo de Malet Roquefort fra Château La Gaffelière så vi ikke mere til den aften. Langsomt gik det op for gæsterne, at de ikke fik mad denne aften. Vi var pludselig alle blevet medlem af den samme klub og stod nu en time senere nede i fadkælderen og drak alle de vine, der skulle have været serveret til middagen.
»Vi var heldige«, udtalte Christian Mouix, »ingen kom til skade«. Hans udtalelse harmonerede meget godt med det mentale overskud Frans M. van Kriegen der i mange år arbejdede som læge i Sydafrika, udviste med ordene: »sådan en ulykke kalder vi i Sydafrika - problems in Paradise«.
Forskeren Karen Elmedal kalder vinen for en pynteknap, det vil sige den største bevidste ødselhed der findes, nemlig en knap uden tilsvarende knaphul. Måske er det vinen og den store energi fra solen, der har givet sydlændingene denne bevidste form for ødselhed, den varme generøsitet der for os nordboere ligger meget fjernt. Gennem vinen lader de os fornemme denne herlige, ikke-materielle glæde, lader os blive en del af nuet, af »livets fest« - paradiset. Men en fest varer som bekendt ikke ved, og festen på Château La Gaffelière var måske et varsel?
For de bedste slotte har markedet endnu ikke tabt pusten, de, der investerede i en primeur 2002 kan allerede nu se tilbage på en positiv forretning på over 20% på blot 5 måneder. For de mindre pynteknapper er årgang 2001 og 2002 for mange blevet en katastrofe. Vinene sælges i de franske supermarkeder til en pris, der er mindre end hvad vinen kostede direkte fra slottet en primeur.
Forbrugeren taber her penge og når en primeur systemet svigter, er der tale om enten en dårlig årgang eller - en overordnet økonomisk krise. Er dét det sidste er situationen meget værre, vinen har altid været en meget følsomt parameter for den økonomiske situation - et førstevarsel som man skal lytte til. Slottenes pris falder lige nu og flere vinbønder er på randen af bankerot.
I udlandet ser vi den samme tendens, en øget produktion gennem de seneste 10 år i den nye verden og en voldsom kvalitetsforbedring i den gamle, giver en uhørt konkurrence på verdensmarkedet.
Er festen ved at være forbi? Vil vi i vesten komme til at opleve det som ulandene trods alt blot kalder: PROBLEMS IN PARADISE?
Peter Winding
Februar 02 | April 02 | Juni 02 | Oktober 02 | December 02 Tilbage til forsiden Vinbladet |
