Februar 2004
Men selv store vine kan lide under dårlig opbevaring, og ikke alle er så heldige som min ven. Under sommerens hedebølge i Frankrig døde over 10.000 personer. Sundhedsministeren forsøgte længe at ignorere de dramatiske tal, det var jo midt i ferietiden, men bedemændene kan man ikke narre. Deres statistik fik de røde lamper til at lyse, forretningen gik alarmerende godt, så godt at mange meldte udsolgt i kister. Nu stod myndighederne for alvor med et stort problem, hvad skulle man gøre med de mange døde kroppe, der i hedebølgen gik i forrådnelse med rekordfart? I Paris løste man problemet ved at opstille store kølebiler. Her lå de så, de glemte, de gamle, samfundets dårlige samvittighed, mange endda uden »etiket«, mennesker der som rigtig glemte skulle ende deres liv på de ukendtes kirkegård. Men det var ikke kun de gamle, der led, vinene gjorde det også. Man havde ikke køleanlæg i de mange store lagerhaller med kapacitet til at holde en konstant, lav temperatur. Mange steder sneg temperaturen sig op på 40-50 grader. Det er måske forklaringen på de mange slappe vine, der lige nu ikke lever op til deres standard, vine der er blevet opvaret under ekstreme forhold.
En anden god ven og stor vinamatør lod mig for nylig smage en flaske stor Bordeaux blindt. Den fik tommelfingeren nedad, ingen propsymptomer, men slap og utrolig udviklet. Vinen var blevet købt »billigt« og havde ligget oppe under »hattehylden« i et af de store supermarkeder lige syd for grænsen.
Inden jul havde vi en større smagning på Vinbladets domicil. En af deltagerne havde taget en Château Rauzan-Gassies med i årgang 1998. Han er revisor og havde derfor, i sagens natur, ikke givet for meget for vinen. Jeg havde derimod givet vinen 16,5 point ud af 20 i min Bordeauxbog - en vin som vi nu alle blindt bedømte til højest 13 point. Revisoren havde været så venlig at tage min bog med og læste endda op for resten af selskabet. Her sad jeg så, med røde ører, udstillet i gabestok i mit eget hjem. En halv time senere dukkede der endnu en blind vin op, og alle var begejstrede. God Bordeaux, 16-17 point, fin nerve og intensitet. Vinen var den samme: Château Rauzan-Gassies 1998. Den første flaske var købt i et dansk supermarked, den anden havde ligget i min kælder i flere år under optimale forhold. Måske er det sommerens hedebølge, der både aflivede flasken og var ved at aflive myten om mig som en habil smager. Det er foruroligende, at en blot 5 år gammel flaske kan udvise så stor variation. Det viser, at en vin er levende og derfor skal behandles derefter. Det viser også den store variation i kvalitet, som den samme årgang af en vin kan udvise. En vin bedømt og beskrevet med ord forklarer ofte, hvorfor den er god eller dårlig. En vin bedømt ud fra blot point giver ingen forklaring, men konstaterer blot. Robert Parker forklarer i sine smagenotater, hvorfor vinen bliver bedømt som den gør, men de fleste husker kun pointene, og det er netop pointene, der prissætter vinen. Han er blevet en levende legende, en myte, en guru og for mange næsten en gud. Men selv Robert Parkers point skal tolkes med ydmyghed, netop for at respektere vinens natur, altid på vej, altid i bevægelse. Lad os derfor aflive myten Parker og samtidig respektere ham som en meget stor smager.
De fleste mennesker dør, når de ligger ned, de fleste vine dør heldigvis stående, proptrækkeren er verdens mest benyttede mordvåben. Begge har den samme målsætning, de vil gerne leve, men ikke overleve. Min gode gamle ven lever endnu. Han er blevet træt, har mistet ungdommens saft og kraft, men har samtidig alderens kompleksitet og visdom. Han har stadig en glød, en gnist, er altid i bevægelse, altid på vej, bryder sig netop ikke om at ligge ned. Han lever, fordi man med hans egne ord - » jo skal være død så længe«.
Peter Winding
Februar 02 | April 02 | Juni 02 | Oktober 02 | December 02 Tilbage til forsiden Vinbladet |
