April 2004
Alting bliver mere enkelt, bare vækkeuret snart ringer, tænker vi. Vi står op og går i seng med naturen, spiser med naturen, der rundhåndet serverer nye råvarer hver eneste uge. Vi kan simpelthen ikke lade være, uden ord og rekommandationer gør vi dét, vi får at vide, vi skal gøre. Motionerer mere, spiser mere grønt og fisk og taler med naboen, med posten, med brugsuddeleren, fordi vi er så glade - for livet.
Vi bliver måske ikke smallere om livet, men vi bliver bedre til livet. Vores muskel/fedtratio forandres i takt med, at mundvigene vender mere og mere opad. Blodtrykket falder, kolesterolet falder, klæderne falder, og temperaturen forsætter med at stige. Vi drikker ikke mindre, men vi drikker anderledes. Gemmevinene bliver gemt og erstattes af friske, rene vine uden hokuspokus i kælderen. Selv proptrækkeren er næsten for besværlig, vine med skruelåg og tappehane hilses velkommen. De tunge, røde vine må vige for blomstrede, aromatiske vine, mættet med sommerens lyse bær. Rosévinen signalerer feriestemning, og den stakkels hvidvin får en enestående chance for ikke kun at blive nydt til forretten. Alsace er indbegrebet af den danske sommer, men de oversøiske lande kan også være med. Skulle nogen være i tvivl, står det nu på bagsideetiketten: »Denne vin er fremstillet uden fadlagring. Den anbefales til fisk og lyst kød og giver med garanti et lyst sind«. Rene vine er ved at være in - hvide vine også. De fyldige, røde vine sikrer med deres antioxidanter et langt liv, men hvad med sjælen? Den kommer først efter år i kælderen.
For ganske få uger siden var jeg til middag hos en sjælesørger. Hans hverdag havde gennem 50 år bestået af melankoli og depressioner, kun engang imellem afløst af vanvittige psykoser og maniske tilstande. Sådan skulle det i hvert fald ikke være hin aften, altså lige bortset fra det sidste. Man måtte knibe sig i armen, vinene - Batard Montrachet, Ducru-Beaucaillou, Lafite, Latour og d'Yquem - kom i en lind strøm. Den ene duft mere intens end den anden, blomsterbuketter fra 20 til 40 år gamle flasker væltede op af glasset og gik via næsen, hjernens forlængede arm, direkte ind i sjælen. 17 flasker og 8 mennesker omgivet af rødbrune, teglstensfarvede gamle klenodier. Skønhedsberusede og ikke fulde, men helt klart maniske. Sjælesørgeren havde uden medicin med fire timers samtaleterapi løftet os fra vinterens trætte favntag over i forårets åbne arme.
Peter Winding
Februar 03 | April 03 | Juni 03 | Oktober 03 | December 03 Tilbage til forsiden Vinbladet |
