Februar 2005
2005 er for kunsten i Danmark
- hvad 1855 var for vinen
Så blev det nye operahus indviet. Som altid, meget dansk og måske også meget menneskeligt, blev de negative briller taget på. En stor del af fokus blev lagt på den splid der var opstået mellem bygherren, Mærsk Mc-Kinney Møller, og arkitekten, Henning Larsen. »Lad arkitekten og ikke bygherren bestemme« er et tema, der har lydt igen og igen. Arkitekturens smagsdommere er ikke i tvivl. Bygherren har ikke forstand på arkitektur, på en helhed, kun forstand på at tjene penge. Arkitekten skulle ikke bøvse ret meget, før det kom frem i store overskrifter, næsten større end selve huset, og det var sikkert ikke det, han inderst inde ønskede.
Selvfølgelig skal bygherren være med til at bestemme, sådan var det også på Chris-tian den IV's tid. Det er jo ham, der i sidste ende har bestilt bygningen. Arkitektens funktion er ikke kun at være formgiver, det er i lige så høj grad et håndværk, og kun de største håndværkere kan stå for et bygningsværk så monumentalt som operahuset. En anden funktion er at forme, omdanne tanke til handling, og netop her er samspillet mellem bygherren og arkitekten meget vigtig. Vi taler jo ikke om popmusik, iørefaldende de første par gange, man lytter, og herefter kvalmende. Operahuset er snarere som en stor vin, der modnes, og som frem for alt modner sit publikum. Måske vil øjet med tiden blive vænnet til den meget omdiskuterede facade. Det, der er frastødende og som populært kan kaldes bygningens tannin, kan vise sig at være det, der gør den tidløs og dermed holdbar. Her kommer det såkaldte »kølergitter« ind, men igen, som når de store klassiske bilmærker lancerer en ny model, giv tid. Hvem husker ikke pressens sønderlemmende kritik af Amaliehaven. Den er med tiden smeltet ind i omgivelserne, ind i befolkningen. Danmark har nogle af verdens mest anerkendte arkitekter. Netop derfor er det også storslået, at en dansk arkitekt blev sat på opgaven, og ligeså nedslående, at staten ikke har gjort mere brug af den arkitektoniske rigdom, som Danmark besidder. Ikke mindst i provinsen er der store arkitektoniske ar. Det er, som om stadsingeniøren, der som bekendt ødelagde alle danske provinsbyer i 1960erne, stadig har for stor magt.
I Frankrig har staten, også i det 20. århundrede, været bedre til at slå nogle overordnede, arkitektoniske streger. Ikke kun i Paris, også i Bordeaux, der lige har gennemgået en omfattende og meget kostbar byfornyelse. De fantastiske bygninger fra 1700 og 1800-tallet fremstår nu som lysende sandstensjuveler, og den nye sporvogn har givet byen den indre rytme og sjæl, som en storby behøver. Den mest ekstravagante form for luksus i 1800-tallet udspillede sig dog ikke i Bordeaux, men på Médoc-halvøen. Her var det ikke staten, der byggede, men derimod rige mænd som Mærsk McKinney Møller. Rige mænd, der ville producere det bedste af det bedste og skabte deres helt eget drama/teater på middagsbordet og havde penge og mentalt overskud til at følge en tanke. Det førte indirekte til dannelsen af 1855 klassifikationen, der i år, stærkere end nogensinde, kan fejre 150 års jubilæum. Klassifikationen har med tiden været udsat for nådesløs kritik og har i perioder også været ved at bukke under. Men den har på mirakuløs vis overlevet sygdomme, verdenskrige og økonomiske depressioner. Hver gang, vinproduktionen og handlen har været helt i bund, er nye købere dukket op. Ikke for at tjene penge, men for at bruge penge - på vinen, på slottene og den prestige, der indirekte er forbundet med titlen Grand Cru Classé. 1855 klassifikationen og slottene har stået - og vil altid stå - som et ikon i vinverdenen. Ikke på grund af slottene i sig selv, men på grund af samspillet mellem arkitekturen og det liv, de rummer. Det liv, der hvert år bliver til en ny årgang, forskellig og alligevel med en genkendelig streg, alt sammen afhængig af kældermester, ejer og moder natur.
2005 er for kunsten i Danmark et lige så stort år som 1855 var for vinen. Danmark har fået et hus foræret, der nok skal holde. Et hus fyldt med liv og drama, med positiv kritik i og udenfor huset. Nye forestillinger vil blive opført, nogle med dundrende succes, andre med fiasko, set med kritikernes eller publikums øjne. Huset, arkitekturen, størrelsen forpligter. Det vil, som havet ved dens fod, altid være i bevægelse. I spejlbilledet vil operahuset nogle dage stå lysende klart, andre dage mere utydeligt. Havet vil fremhæve huset og huset fremhæve havet. I få øjeblikke vil den ultimative, larmende stilhed kunne opleves, det der beskrives som havblik - der hvor vinen i splitsekunder folder hele sin påfuglehale ud.
Peter Winding
Tidligere ledere i Vinbladet:
Februar 07
Februar 06 | April 06 | Juni 06 | December 06
Februar 05 | April 05 | Juni 05 | Oktober 05 | December 05
Februar 04 | April 04 | Oktober 04
Februar 03 | April 03 | Juni 03 | Oktober 03 | December 03
Tilbage til forsiden
Vinbladet
Vandværksvej 11,
Postboks 75
5690 Tommerup
Tel.: +45 6475 2284
Fax: +45 6475 2844
e-mail: vinbladet@vinbladet.dk
Copyright © 2005, Vinbladet,
All rights reserved.
|
