
Juni 2005
Balance, mådehold og vine
der aldrig har været bedre
For mange, mange år siden, da jeg arbejdede som læge i Nordsverige, besøgte en svensk, midaldrende kone mig. Hun kom sammen med sin mand, der var faldet i et alkoholmisbrug. Helt heroppe er du virkelig udstødt som alkoholiker. Ingen værtshuse og dermed ingen venner at drikke sammen med, ingen årgangsvine, kun sprut og så dét vintermørke, der sammen med frosten i vintermåneder forstærker trangen til også at mørklægge ens sind.
Gennem modgang bliver vi større mennesker. Den fik han ikke som alkoholiker, her kom selvbedraget ind, han tog konstant den letteste vej og bildte sig samtidig ind, at han havde det utroligt hårdt. Jo værre det gik, jo flere planer blev der lagt, jo flere konsulenter kom der til.
Det sociale sikkerhedsnet i Sverige fastholdt ham i rollen, han løb aldrig tør for spiritus, hver uge fik han udbetalt penge til mere sprut. Han skulle ikke, som de gamle sprittere, i perioder ud for at arbejde, for at tjene penge til en ny periode med alkohol. Han havde det som landbruget med EU-støtten, fik en pipeline proppet direkte i halsen, fik det dårligere og dårligere og beklagede sig mere og mere.
Livskvaliteten såvel som fødevarekvaliteten faldt og faldt, til sidst var det ikke andet end lort, der kom ud.
Det er nok en af de største udfordringer, vi står overfor i Europa i dag, et »alkoholiseret« landbrug, der på det skammeligste udnytter vores natur, og som drevet af umiddelbar profit og kortsigtede støtteordninger skaber større og større afhængighed - hos landbruget selv og hos forbrugeren, der bliver vænnet til at indtage totalt intetsigende, forarbejdet, industriel mad.
Pornos betyder gris, grafi (grahos-skrift), pornografi er med andre ord griseskrift, netop det svineri vi oplever i Danmark og som vi, igen med støtte, eksporterer videre til Polen.
Umiddelbart koster en svinekotelet ikke meget, men der er så mange ting, som forbrugeren ikke umiddelbart kan gennemskue. Så er det lettere med vin, her er forbrugeren, især når det drejer sig om lidt dyrere vin, helt bevidst om, hvad han/hun køber. For den kvalitetsbeviste vinbonde får man også, på den hårde måde, forbrugerens dom. Er vinen for dyr i forhold til kvaliteten, kan den ikke sælges. Det betyder ophobning af flasker, senere måske prisreduktion og samtidig en løbende justering af produktionen. Her kommer EU's støtteordninger ikke ind som et forstyrrende element.
Samtidig fungerer vinen som den fornemste ambassadør for en bedre madkultur. Vil forbrugeren betale 50 kroner mere for en flaske vin, vil samme forbruger måske også betale 25 kroner mere for en flæskesteg, eller 5 kroner mere for et kilo kartofler, hvis vel og mærke kvaliteten er der.
Netop med vin ser vi at priserne på de dyre vine falder, samtidig med at kvaliteten aldrig har været bedre. Det oplevede den danske vinbranche for nylig ved en fantastisk smagning af Médoc-vine i årgang 2002. Kvaliteten er i højsædet, ofte bedre end i årgang 2000 og så meget billigere. Præcis som med årgang 2004, der netop er blevet frigivet i forsalg. Også fra Roussillon - Vinbladets tema i dette nummer - kan der findes mange fremragende vine på det danske marked.
Under samtalens forløb med min alkoholiserede patient kom det frem, at han tidligere havde været en af de bedste langrendsløbere i Sverige, havde sågar været helt fremme i Vasaloppet, der er 90 kilometer langt, men det var intet i afstand at regne for det løb, han var ude i nu, umiddelbart lettere, men konstant ned af bakke.
Jeg tog ham under mine vinger, serverede ikke årgangsvin, men inviterede ham med ud på min daglige aftenløbetur. De efterfølgende uger gik det op og ned og tilslut kun fremad. Han kom ud af sit misbrug, sluttede med at drikke og fortsatte med at løbe.
Flere år senere kom konen igen op på klinikken. Hendes mand løb, løb og løb, stillede op i alle halvmaraton og maraton i Sverige og deltog i de større internationale stævner. Han var blevet som en streg i luften med konstante smerter i hofter og knæ. Han rørte ikke spiritus, og konen syntes, at de lange vinteraftener blev mørkere og mørkere. Kunne han ikke begynde at drikke, bare lidt?
Her kommer Aristoteles kloge ord ind: »Kun gennem balance og mådehold kan du blive et lykkeligt menneske«. En balance som EU med det franske nej til traktaten, måske er ved at genskabe.
Redaktør Peter Winding
Tidligere ledere i Vinbladet:
Februar 05 | April 05 | Juni 05 | Oktober 05 | December 05 Februar 04 | April 04 | Oktober 04
Februar 03 | April 03 | Juni 03 | Oktober 03 | December 03
Tilbage til forsiden
Vinbladet
Vandværksvej 11,
Postboks 75
5690 Tommerup
Tel.: +45 6475 2284
Fax: +45 6475 2844
e-mail: vinbladet@vinbladet.dk
Copyright © 2005, Vinbladet,
All rights reserved.
|