
Oktober 2005
Hvornår skal mødet finde sted?
Sensommer lyder mere positivt end efterår. Det er her høsten kommer i hus. Der plukkes, der lægges i kasser, der spises, fortæres, nydes. Markerne høstes, nøddebo bygges, der samles - forråd - der måske bliver fortæret eller blot består.
Lige nu gærer vinen, forårets, sommerens kraft trækkes ud af drueskallen - tanniner og alkohol kæmper om hvem der er den bedste konservator. Et samspil, mellem natur og menneske, en spirituel kraft, der som spiritus går direkte op i hjernen og opliver og bedøver.
I hele Europa er der på vinfronten optimisme. Mens landbruget generelt led under den meget tørre sommer i de vinproducerende lande, overlevede vinstokken. Det gav små druer med tyk skal, mættet med polyphenoler. Det skulle i den sidste ende gerne give vinen et langt liv og i den rette dosis også nyderen et både bedre og længere liv.
Der er noget i glasset fyldt med rødvin, der står foran dig. Der er efterår og varme med minder, der via duften vælter op i hjernen. Der er refleksion i glasset og via vinen bliver refleksionen sat på ord. Vinen fastholder, giver tid, her og nu, oplyser sindet, der måske er lidt tungsindigt over det mørke vi nu går i møde.
Mange af os har drømme, forestillinger om hvad vi skal gøre, nyde, når vi bliver gamle. Vi opbygger, lægger til side, samler forråd - i banken og måske også i kælderen. Jeg er samler, det er mange af vinbladets læsere også. Hermed også drømmer, der lever mere i fortiden eller fremtiden, end i nuet. Vinen er hér min ven, den er sammen med naturen, den eneste, der formår at fastholde mig. Men vinen er samtidig også svær at møde, for hvornår skal mødet finde sted, hvornår skal vinen drikkes?
Under årets store blomsterfest - Fête de la Fleur - på Château du Tertre, sad jeg sammen med ejeren, Eric Albada Jelgersma´s søn.
Vi talte om vin, om at samle. "Husker du nu også at drikke de gode flasker?, spurgte han og fortsatte: "Min far havde en enorm stor vinkælder, men han syntes aldrig det var det rette tidspunkt at nyde en stor vin". Eric Albada Jelgersma var samler og ikke spreder og dermed ikke generøs overfor sig selv. I januar måned, på et stort lystfartøj skete katastrofen for ham. Han lå og læste i en bog da en hård sø væltede stolen med det resultat at han slog nakken mod ståltrappen. Først forsvandt følelsen i armene, senere forplantede det sig til hele kroppen. Først efter 3 dage kunne en helikopter bringe ham i land. Under blomsterfesten på sit eget slot i juni måned lå han på et sanatorium i Schweiz lammet fra halsen og nedefter og kunne, via nymodens teknik betragte sin familie, sine venner, der drak den vin, som han havde ventet så længe på.
Når du er 70 år gammel har du kun bevaret 10 procent af den smagskapacitet, som du havde da du var barn. Sådan er det desværre også med mange andre ting og mest af alt med evnen til at nyde, ikke mindst med mænd. Med andre ord, vi bør alle gå i skarp træning, lære kunsten at nyde, mens vi endnu kan.
Jeg håber læserne nyder Vinbladets nye layout. Mere luft, større elegance, men stadig fyldt med gode vine og historier, der i sidste ende gerne skulle løfte glasset op i et højere niveau.
Redaktør Peter Winding
Tidligere ledere i Vinbladet:
Februar 05 | April 05 | Juni 05 | Oktober 05 | December 05 Februar 04 | April 04 | Oktober 04
Februar 03 | April 03 | Juni 03 | Oktober 03 | December 03
Tilbage til forsiden
Vinbladet
Vandværksvej 11,
Postboks 75
5690 Tommerup
Tel.: +45 6475 2284
Fax: +45 6475 2844
e-mail: vinbladet@vinbladet.dk
Copyright © 2005, Vinbladet,
All rights reserved.
|