Juni 2007

Anarki i Bordeaux!

Frankrigs store problem i forhold til den nye verden har været appellationssystemets rigide regler. Alt for mange navne - uden at navnene afspejler dét, der er i flasken. Værst med Vin de Pays - landvine der har så mange og svære navne, at selv de største kendere må stå af. Så er det lettere med en Chilevin, påklistret navnet Merlot eller Cabernet Sauvignon.
Navnet giver associationer, vinen smager, via navnet, af noget. Den smager, hvis det er Merlot, af en rødvin, måske også af noget blidt, rundt, frugtagtigt og fyldigt.
For hr. og fru Jensen indikerer Château noget fint - en eller anden form for kvalitet, men navnet afspejler ikke en smag, og den forventede kvalitet skuffer ofte.
Cru Bourgeois er derimod en betegnelse, som mange har hørt om, og som kunden, der ved lidt om vin, forbinder med en smag. Noget med solbær, fyrrenåle, måske lidt rustikt - hård som ung, helt anderledes end en Saint Emilion Grand Cru, der forbindes med noget mere blidt og afrundet.
Gennem to generationer har de to begreber indprentet sig hos vinelskeren og givet en bevidsthed hos forbrugeren. Sig navnet og vinen smælder straks på tungen.
Vinbladet havde lagt planerne, ville have danskeren til igen at "smælde" blot ved udtalen af ordet Cru Bourgeois. Sådan skulle det ikke blive, Cru Bourgeois-klassifikationen fra 2003 er annulleret og med den også årets temanummer. Tragikomisk nok netop som den største Cru Bourgeois-årgang nogensinde (2005) skulle tappes på flaske. Måske frydede de sig et øjeblik på højrebredden, der har altid været en til tider næsten ondskabsfuld konkurrence mellem Médoc og Saint-Emilion. Men smilet holdt ikke længe, den seneste Saint-Emilion-klassifikation er nu også suspenderet - Bordeaux' to bedst kendte klassifikationer er sat ud af kraft. Château Ausone og Cheval Blanc har i skrivende stund ikke ret til at skilte med nogen klassifikation på de nye etiketter! Lige nu er der nærmest lovløshed på Cru Bourgeois området. Den oprindelige klassifikation fra 1932 kan atter bruges og med den også "brands" - fingerede château-navne fra mere eller mindre skrupelløse vinkøbmænd og kooperativer.
Bag det hele lurer "interessekonflikter", men det er ikke noget nyt, sådan har det altid været. Det nye er derimod individets ret til selv at ville bestemme. Man stoler ikke på noget eller nogen længere, har ingen respekt, hverken for præsidenten eller for Vor Herre. Og kan man ikke få ret eller få sin vilje, så går man til domstolene, der i dag, ikke kun i USA, men også i Europa, spiller og udøver en politisk magt, som ingen havde drømt om.
Montesquieu's deling af magten mellem den lovgivende, dømmende og udøvende skælver.

Kampen om magt, om rangorden af vin er endnu ikke nået til Grækenland, landet, der som det første i verden markerede vinens oprindelsessted og dermed "appellation" på amforaen. Det gør man stadig, på etiketten, men ofte med græske bogstaver, der for udefrakommende er umulige at tyde. Det gør det hele ret uoverskueligt og spændende. Vinbladet prøver i dette nummer at løfte lidt af sløret for de hvide vine, der i eksportsammenhæng stadig er meget nye. Glæd jer, hvidvinene er fantastiske og vil for mange være behæftet med nogle af de allerbedste ferieminder.
Vi kommer også rundt på den danske arena, bringer portrætter af to danske importører, der er meget forskellige, men som også har to ting tilfælles: Rhône og kvalitet.
Det er sommer og vi kommer derfor ikke udenom en anmeldelse af den nye årgang 2006 i Bordeaux. Et friskt pust, midt i en besværlig tid i vinens mekka.
Årets témanummer, hvad bliver det? En bog og ikke et magasin om Portvin, skrevet af André Dewald og Peter Winding, med udgivelse i november.

Foreløbig rigtig god sommer!

Redaktør Peter Winding



Tidligere ledere i Vinbladet:
Februar 07 | Juni 07 | Oktober 07
Februar 06 | April 06 | Juni 06 | December 06
Februar 05 | April 05 | Juni 05 | Oktober 05 | December 05
Februar 04 | April 04 | Oktober 04
Februar 03 | April 03 | Juni 03 | Oktober 03 | December 03
Tilbage til forsiden

Vinbladet
Vandværksvej 11,
Postboks 75
DK-5690 Tommerup

Tel.: +45 6475 2284
Cell: +45 2178 1012
Fax: +45 6475 2844

e-mail: vinbladet@vinbladet.dk

Copyright © 1999-2010, Vinbladet, All rights reserved.