Februar 2009
Det kunne jo ikke blive ved, denne grådighed, denne griskhed, og hver dag kommer der nye lig på bordet. Den danske banksektor gemmer på ligene, har endnu ikke afsløret hvor lemfældige de har været. Skruen bliver nu strammet, og som altid er det den almindelige dansker, der skal betale. En udlånsrente, der på forunderlig vis stiger og stiger samtidig med at indlånsrenten falder, der er noget galt i regnestykket, og det har der vist været i mange år. Det er lige nu dobbelt så dyrt at låne penge i Danmark som i Frankrig.
Jeg sidder i Norge, på et kort vikariat som læge, med høj blå himmel, sne, bjerge i baggrunden og en af de smukkeste fjorde lige foran mine fødder. Pensionen er blevet halveret, de gyldne løfter fra bankrådgiverne, "helt risikofrit", skal nu afdrages. Alting er minimalistisk, den mindste kælderlejlighed, grimme møbler, nærmest intet køkken, og toilet på den anden side af garageanlægget hvor den mindste firehjulstrækker er parkeret. Men jeg føler mig ikke ulykkelig, mine patienter, personalet er utrolig flinke, og når jeg alligevel sover dårligt om natten, så er jeg så heldig, at jeg kan risikere at blive kaldt ud på et hjemmebesøg eller det, der er værre. Tænk sig, havde det ikke været for krisen, så havde jeg ikke siddet her.
Enkeltheden, næstekærligheden, glæden ved nuet, at leve ud - det er, hvad vi har lært af krisen. Foran mig, i fjernsynet, har Barack Obama lige holdt sin tale, og pro- eller antiamerikaner, dette amerikanske gå-på-mod, denne fighterånd, denne nationale stolthed og tro - man kan ikke lade være med at blive optimistisk.
Havde det ikke været for Norge og vagten, så havde jeg straks tæret på den bedste investering, jeg har gjort - min vinkælder. Der er vin nok til resten af livet, men livet skal jo ikke stoppe her og nu. Netop det kick jeg får ved at købe en ny flaske, lægge den i kælderen, få den registreret, elsker jeg. Spændingen, tanken, forventningen om hvordan den udvikler sig og så dagen, hvor den endelig skal åbnes og sammen med hvem?
Vinbladets anden redaktør Elsebeth Lohfert lavede før jul en undersøgelse af krisens påvirkning af danskernes køb af vin, og overraskende nok mærkede de store supermarkeder eller vinhandleren ingen krise. Den har måske ikke ramt os hårdt nok, eller også er vi på grund af krisen blevet bedre til at håndtere hverdagen. Min far fortalte engang om krigen og mørkelægningen, ikke negativt, men med begejstring. Aldrig senere i livet havde han oplevet at elske med så mange forskellige kvinder. Man kunne jo ikke komme hjem, det var mørkt, der var udgangsforbud, og ingen troede på dagen i morgen. Nu kan vi jo i disse borgerlige og moralske oprustningstider ikke tillade os at lege mørkeleg, selv om det kunne være sjovt. Men flaskeleg, blindeleg er endnu ikke forbudt, og er der noget mere spændende - oplivende, næstefter sex, end forventningens glæde omkring vin, mad og venner.
I går var det drømmehuset, det flotteste køkken, luksusrejsen eller luksusbilen. I dag er det de bløde værdier, litteratur, motion, god mad og vin, menneskeligt nærvær og samvær. Eventyret slutter aldrig, der kommer hele tiden nye vine til, sågar nye, fantastiske vinlande som Ungarn og årets vinbonde. En historie om tro og kærlighed, om smerte og sorg, alt det som en flaske vin ofte også rummer og som giver duften og smagen en helt anden dimension.
Redaktør Peter Winding
Februar 06 | April 06 | Juni 06 | December 06 Februar 05 | April 05 | Juni 05 | Oktober 05 | December 05 Februar 04 | April 04 | Oktober 04 Februar 03 | April 03 | Juni 03 | Oktober 03 | December 03 Tilbage til forsiden Vinbladet |
