
Juni 2009
Mere spekulation
og mindre vin
Vin er i bund og grund et overflødighedshorn som vi ikke vil undvære. Det mærkes lige nu på vinhandlen, der ikke er gået i stå, men vinen man køber er af en billigere kvalitet og der købes ikke så meget til kælderen. I Bordeaux, under en primeursmagningen i april blev der talt og tænkt mere på den økonomiske krise end på årgangens kvalitet. Fra Bordeaux sættes prisniveauet stadig i resten af verden. Falder priserne på de bedste vine i Bordeaux, rammer det med ét til to års forsinkelse alle de andre store vine i og udenfor Frankrig. Derfor er diskussionen om en primeur salget langt mere vidtgående.
Krisen - verdensøkonomien har skylden?
En primeur salget er hårdt ramt og der er flere grunde. Det er lettest at give krisen, verdensøkonomien skylden, men det ville være alt for let. Første cruerne bærer deres ansvar, priserne var inden årgang 2008 skruet op i et niveau, hvor vinene ikke blev solgt med henblik på at blive drukket, men med henblik på spekulation.
Og vinene blev solgt, til stor tilfredshed for ejerne, der utrolig nok alle er privatpersoner.
Prisen for de dyre vine var et smadret europæisk marked. Ingen, eller næsten ingen, konsumenter
fra Frankrig, England, Tyskland eller Skandinavien køber længere første cruerne til eget forbrug. Det lokomotiv, der som i alle andre genrer skulle trække de andre med op, er væk. Første cruerne har med deres griskhed skabt det image, at Bordeaux er alt for dyrt.
Vinkenderne finder deres topvine andre steder, i Bourgogne, Rhìne, Italien, Spanien eller i den nye verden.
Taler vi om en primeur vinene, der jo kun udgør en lille del af den totale produktion, men i værdi stadig er meget vigtig for vinkøbmændene, er der 3 forskellige niveauer:
Niveau 1 er Premier Grand Cru Classés og de tre store fra højrebredden, der i årgang 2005, 2006 og 2007 af négocianterne i Bordeaux blev handlet til en pris mellem 2.000 til 5.000 kroner. Vinene er blevet solgt, fordi det stadig er her, der spekuleres, og hvor vi har set en stor værdistigning i andet og tredje distributionsled.
Men lige nu er der mange der ligger inde med "aben" i årgang 2006 og 2007, præcis som store ejendomme og huse i storbyerne, der i opgangstider blev købt for dyrt.
Niveau 2 er "superseconds", vine som Léoville-las-Cases, Cos d'Estournel og mange af de dyreste fra Saint-Emilion i prislejet 600 til 1.500 kroner. For dyre at drikke og ikke interessante som spekulationsobjekt. Igen vine, der er med til at give Bordeaux et ry "som alt for dyrt".
Endelig er der niveau 3, vine i prislejet 200 til 350 kroner, der slet ikke er så dyre i forhold til den kvalitetsforbedring, der er sket de seneste 10 år. Vinene i denne kategori lider lige nu under krisen. Deres omkostninger i vinmark og kældre er nærmest på niveau 2, de kan derfor ikke sænke prisen meget, uden at lide direkte tab.
Hvis renten pludselig stiger, får vi den samme situation som i 1973, store lagre hos négocianterne af årgang 2007, der ikke kan sælges og som er købt for lånte penge og en ny årgang som ingen kan købe fra slottene, fordi man ikke har nogen kapital. Sker det, vil vi måske som i 1973-74, opleve prissænkninger på 60-70%.
En primeur-markedet er i de senere år blevet til mere og mere spekulation og mindre og mindre vin. Måske var 2009 året, hvor man skulle opgive en primeur salget, der på mange måder skader hele markedet for bordeauxvine og Bordeaux' image?
Redaktør Peter Winding
Tidligere ledere i Vinbladet:
Februar 09 | Juni 08 | Februar 07 | Juni 07 | Oktober 07 | December 07 Februar 06 | April 06 | Juni 06 | December 06 Februar 05 | April 05 | Juni 05 | Oktober 05 | December 05 Februar 04 | April 04 | Oktober 04
Februar 03 | April 03 | Juni 03 | Oktober 03 | December 03
Tilbage til forsiden
Vinbladet
Vandværksvej 11,
Postboks 75
DK-5690 Tommerup
Tel.: +45 6475 2284
Cell: +45 2178 1012
Fax: +45 6475 2844
e-mail: vinbladet@vinbladet.dk
Copyright © 1999-2010, Vinbladet,
All rights reserved.
|